LIFE LAB SJÆLLAND I VORDINGBORG HAR ÅBNET FOR DE FØRSTE ELEVER
Vores nye undervisningslaboratorium LIFE Lab Sjælland i Vordingborg har netop åbnet for de første elever. Cirka 3.500 elever fra skoler på hele Sydsjælland og Lolland-Falster kommer til at arbejde praktisk med naturvidenskab og teknologi i laboratoriet, der er etableret i samarbejde med Vordingborg Kommune og Professionshøjskolen Absalon på Campus Vordingborg.
Onsdag den 8. januar var en meget anderledes skoledag for 9. A på Møllebakkeskolen i Nykøbing Falster. Her blev de som de første elever hentet i bus og kørt til det nye LIFE Lab Sjælland, hvor de skulle undersøge sig frem til løsninger på én af de største samfundsudfordringer, verden står overfor: Hvordan kan vi brødføde verdens voksende befolkning på en bæredygtig måde?
Eleverne skulle nemlig arbejde praktisk med bl.a. katalyse, kunstgødning og VR i det virkelighedsnære undervisningsforløb Turbovækst, der er udviklet i samarbejde med virksomheden Topsoe. Før besøget i LIFE Lab Sjælland havde eleverne arbejdet med forløbet på deres egen skole gennem fem uger.
I Vordingborg Kommune er man begejstrede over, at laboratoriet nu er klar til elever.
”Det er vigtigt for alle børn og unge at have en solid naturfaglig almendannelse. Derfor har vi i Vordingborg Kommune en naturfagsstrategi, der har til hensigt at gøre børn og unge dygtige til naturfag gennem faglighed og nysgerrighed – og det får vi nu endnu bedre muligheder for med det nye LIFE Lab Sjælland. Vi har glædet os meget til, at det er færdigbygget og klar til at tage imod skoleelever,” fortæller Else-Marie Langballe Sørensen (SF), der er Vordingborg Kommunes 1. viceborgmester, og som formand for Børne- og Familieudvalget har været med til at formulere kommunens naturfagsstrategi.
Oplev de første elever i LIFE Lab Sjælland lige her:
ELEVER OG LÆRERSTUDERENDE SIDE OM SIDE
Det nye undervisningslaboratorium er etableret i grønne omgivelser syd for Professionshøjskolen Absalons campus i Vordingborg. Foruden de omkring 3.500 skoleelever, der forventes at tage turen til LIFE Lab Sjælland om året, får de naturfagslærerstuderende på Absalon også glæde af laboratoriet i deres undervisning. Hos Absalon ser man frem til at få besøg af skoleelever tæt på læreruddannelsen.
”Med LIFE Lab Sjælland styrker vi både vores uddannelse af naturfagslærere og samarbejdet med skoler rundt om på hele Sydsjælland og Lolland-Falster, når de kommer på besøg for at modtage inspirerende og praksisorienteret naturfagsundervisning. Det kommer til at give et helt særligt liv med skoleeleverne her ved vores læreruddannelse i Vordingborg, som vi har glædet os meget til,” lyder det fra Camilla Wang, der er rektor på Professionshøjskolen Absalon.
NYSGERRIGHED OG NATURFAGLIG ALMENDANNELSE
I laboratoriet undervises eleverne af undervisere fra LIFE Fonden, som netop har etableret et fast team af lokale naturfagsundervisere med base i Vordingborg.
”Vi er meget glade for, at vi nu kan byde de første elever velkomne i LIFE Lab Sjælland. Her i laboratoriet får de mulighed for at udforske og fordybe sig i naturvidenskab og teknologi. De kommer til at bruge deres hænder og deres nysgerrighed på en ny måde og i helt særlige faciliteter, der er inspireret af laboratorier på universiteter og virksomheder,” fortæller Louise Dyrholm-Pilegaard, der er teamleder for underviserne i Vordingborg.
Det er gratis for skoler at besøge vores laboratorier, da undervisningsforløbene uddeles som bevillinger. LIFE Lab Sjælland er ét blandt fem undervisningslaboratorier, som vi har etableret rundt om i landet for at fremme den naturvidenskabelige og teknologiske almendannelse hos børn og unge. Udover de regionale laboratorier i Vordingborg, Kgs. Lyngby, Odense, Aarhus og Aalborg kører vi også mobile laboratorier – LIFE Mobil Labs – ud til skoler i hele Danmark.
Er du naturfagslærer, kan du allerede nu gå ind og booke et besøg i det regionale laboratorium, når du samtidig booker et af de fire undervisningsforløb: Enzymjagten, WeGrow, Plastmissionen og Turbovækst. Du skal blot klikke ind på dit ønskede forløb, og derefter klikke på den lyseblå book-knap. Find alle undervisningsforløb her.